De har kendt hinanden siden gymnasiet. Men de er mere end bare venner. De er hinandens livsvidner
25 år er populært sagt kvart i livet. En alder, hvor man både kan være på rustur på sin 1., 2., eller 3. uddannelse, have været på arbejdsmarkedet i flere år, begå de samme fulde fejl som en teenager, være forelsket for første gang eller i gang med at planlægge bryllup og boligkøb. Det er også en alder, hvor gamle venskaber ryger, og andre holder. Politiken har fulgt en gymnasievennegruppe fra Odsherred. De er vokset i hver sin retning, men ved også, at der ikke findes andre, der kender dem bedre, end de kender hinanden.