Hørsholmsejr på aften med historisk strejf
På en aften, der osede af historie, tog Hørsholm 79ers en sikker sejr over Stevnsgade SuperWomen.
Hørsholm hyldede på aftenen de ikke mindre end 33 danske mesterhold, klubben har haft gennem tiden for damer og piger, og på banen lignede det nuværende hold mere og mere et tophold, med en sikker 72-59 sejr over Stevnsgade.
Der var en rigtig god stemning i Hørsholmhallen blandt de 400 tilskuere. Mange af dem var gamle spillere med familie, for Hørsholm brugte aftenen til at hænge mesterskabsbannere op for klubbens Danmarksmestre gennem tiden. Det skete i pausen, hvor der også var blomster til anførerne for de tidligere mesterhold.
Hørsholm havde teten i hele kampen, ansporet af developlagte tilskuere. Hjemmeholdet spillede aggressivt forsvar og Stevnsgade havde overordentligt svært ved at finde gode løsninger i angrebet. Hørsholms angreb fyrede heller ikke på begge alle cylindre, med mange misser, men træner Jesper Krone var slet ikke utilfreds med spillet:
-Kampen kan på ingen måde kaldes skøn, sagde Krone bagefter. Vi spiller godt forsvar og holder Ida Tryggedsson fra at få gode skud indtil kampen er afgjort og vi er godt ude på deres skytter. Vi holder gameplanen og det er det, vi vinder på. Vores angreb var ikke skønt, men når vi siger det, så har vi nogle åbne skud, som vi ikke rammer. Havde vi ramt lidt mere, så havde det set pænere ud, så jeg er tilfreds med det spil, vi laver.
Gennem det meste af første halvleg lignede Hørsholm et hold, der ville komme afgørende foran, men det store forspring udeblev. Det kom imidlertid fra starten af tredje periode, hor Stevnsgade kun scorede to point de første fem minutter. Det udnyttede Hørsholm til at opbygge en 15 points føring, 49-34, blandt andet efter to scoringer fra Maryah Sydnor og en tre’er fra Maria Forsman Pedersen.
Kampen blev aldrig tæt igen. Stevnsgade truede et par gange med at reducere forspringet til ti point, men hver gang svarede Hørsholm igen med en scoring og endnu bedre forsvar. Med 90 sekunder igen og et forspring på 72-51 tømte Hørsholm bænken og satte den unge garde ind. Det gav Stevnsgade chancen for at pynte på resultatet, der endte 72-59.
Med sejren forsvarer Hørsholm andenpladsen i Dameligaen, hvor de jagtes af BK Amager, to point bagved. I toppen findes Virum GO Dream, to point foran, men med en kamp mindre. Det tegner altså til en spændende afslutning på grundspillet, der kommer til at afgøre hvem, der får hjemmebanefordel i slutspillet, der starter 7. marts.